Bjarne Pedersen


Den store wiedenskabsmand.
Bjarne Pedersen – den store wiedenskabsmand. Bjarne Pedersen var fra Skagen, og han brændte for denne nordligste del af Danmark. Han fødtes 16. december 1941, og efter barndomsårene erhvervede han den juridiske kandidatgrad ved Århus Universitet. I studieåret 1962 stiftede han tillige bekendtskab med Gustav Wieds forfatterskab. Straks vaktes han for denne forfatter og hans arbejde. Interessen blev livsvarig.

Da Det i 1938 stiftede Gustav Wied Selskabet i 1983 genstartedes efter en stille periode efter Alice Wieds død i 1958 blev Bjarne straks medlem, og hans imponerende viden om Gustav Wied og hans produktion kom alle medlemmer til gode.

I en årrække var han sekretær i selskabets bestyrelse, og 6. januar 1998 valgtes han til formand. Valget var oplagt. Ikke blot havde Bjarne en imponerende samling af litteratur af og om Gustav Wied. Han havde tillige en særdeles omfattende samling af udklip, artikler, plakater m.m. som relaterer til forfatteren, og samlingen voksede fortsat til hans alt for tidlige død 11. juni 2006.

Bjarne Pedersen var en glimrende bestyrelsesformand. Møderne blev ledet på gemytlig vis; han var velforberedt, og han havde altid gode og spændende ideer. Smukke og lune taler blev holdt ved Gustav Wieds grav på digterens fødselsdag den 6. marts. Som formand levede han helt og fuldt op til selskabets vedtægter, der blandt andet kræver, at formandsberetningerne på generalforsamlingerne skal være festlige og fornøjelige.

Bjarne fremhævede aldrig sig selv. Han arbejdede udelukkende for at fremme wiedenskaben – læren om Gustav Wied og forfatterskabet – og få har som Bjarne evnet at levendegøre forfatterens snurrige, barokke, festlige og stærke personer. Det oplevedes, hvad enten han holdt foredrag for en stor forsamling, viste rundt i Gustav Wied-samlingen på Roskilde Museum, ledede byvandringer i Gustav Wieds Roskilde eller læste op for en snæver kreds.

Når der skulle arrangeres langture i Gustav Wieds fodspor, gjorde han et formidabelt arbejde. Særlig skal fremhæves hans indsats i forbindelse med selskabets rejse til Karlsbad/Karlovy Vary i anledning af 100 året for skabelsen af romanen ”Knagsted. Billeder fra Ind- og Udland”, der omhandler hovedpersonernes rejse til kurbyen og deres oplevelser i denne forbindelse. Også ture i relation til Gustav Wieds virke i Danmark tilrettelagde Bjarne på fremragende vis.

Bjarne gjorde tillige en stor personlig indsats for, at Gustav Wied Selskabet kunne erhverve originalmaterialer fra Gustav Wieds hånd og muliggøre fortsatte udgivelser af materiale af og om forfatteren.

En del af Bjarne Pedersens imponerende samling er nu overtaget af Roskilde Lokalhistoriske Arkiv, så den er sikret for eftertiden. Det er intet mindre end en guldgrube for enhver med interesse for den forfatter, der i dag er mindst lige så vedkommende som i samtiden.

Louis Hansen.
Juli 2010

Maleri af Bjarne Pedersen.
Udført 1992 af Gustav Wied Selskabets højt skattede medlem Jeppe Drews.

Tegning af Bjarne Pedersen

Udført 2005 af Gustav Wied Selskabets lige så højt skattede medlem Aksel Høpfner.