Satyrspil


I de rige år omkring århundredskiftet, da de store prosaværker støbtes, fik Wieds dramatik sin klassiske humoristiske karakter. Titlen Erotik er ironi. I dette Satyrspil i tre Akter, 1896, bliver fire bedsteborgere, efter kvindernes planlægning, gift med den husbestyrerinde, de egentlig er godt trætte af. Og da hver er kommet på sin rette plads, kan det livligste gemyt, hr. Snild, holde tale for de herrer og damer: "Irotikken er en af Livets højeste Magter."

1897 kunne Wied sætte fire skuespil sammen: Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. De var skrevet 1895-97. De to første blev trykt i Tilskueren: En Mindefest og Herrens Venner. De to sidste kom i bogudgaven: Centrum og Døden. Hvert satyrspil har sit motiv, som befordrer handlingen. En Mindefest forener to adelstyper, den tykke, rustikke storbonde, enkemand og hofjægermester, og den ugifte hofmand og kammerherre. De mødes på årsdagen for husets frues død. Hun var også verdensmandens hemmelige elskerinde. Med næsten ufattelig finesse måler konversationen spillet mellem de to kontraster. Herrens Venner anslår præsten Vilhelm Birkedals dengang aktuelle salme for vakte kristne: "Herrens Venner ingensinde / Mødes skal for sidste Gang." Vi overværer, at højkirkelige præster støder sammen, ikke blot med lægprædikanter, men også indbyrdes. Centrum samler en provinsbys borgerskab omkring stadens midte. To matadorer intrigerer om byrådets placering af den kommende jernbanestation, som hver af dem vil have placeret til deres forretnings fordel. Døden er helt anlagt efter tidens arveret. Den fattige Marenstine, som blev gift med den nu afdøde sognefoged, nåede at få en søn
med ham - eller med forkarlen Niels. Over for den døde proprietærs hadske familie forsvarer Marenstine med fasthed og held sin arve- og bestyrelsesret. Det beundringsværdige drama får sit humoristiske højdepunkt, hvor degnen bliver sat til at vugge den fireårige stamherre, der utilfreds med degnens visselulle rejser sig over ende og udbryder: "Hvodden Satan i Helvede er det, du vugger...? "

Det svage Køn, 1900, bragte skuespil, som var skrevet 1898-99. Hendes Naade ligner mest en kort roman, dialogisk skrevet i seks afsnit. Den 47-årige baronesse omfattes af forfatteren med beundrende sympati, fordi hun gløder, som sit rødblonde hår, af sensommerforelskelse. Fru Mimi var som "Satyrspil" trykt i Tilskueren 1898. Den lille kælne frue hævner sig på sin lærde historiker ved at flytte hans seng ud af sovekammeret, men da han sent i mørket tror, hun ligger i hans, viger hævn for længsel: "Jeg har længtes saa forfærdelig efter Dig! " - Frøken Mathilde, af småborgerlig herkomst, en hengiven veninde hos den velhavende Georg, der gerne vil tage ansvaret for den nu gravide Mathilde: "Barnet er jo mit. " Men så røbes det, at hun har haft omgang med hans to brødre, pigejægeren Benjamin og den melankolske poet Find, og man forudser Frk. Mathildes skæbne... - Efter et markedsbesøg sover Ane-Marie med sin mand, Søren, og sin ven, Mads, i fælles seng. Undtagen den halve time, Søren står op for at fodre hestene. Han hoverer, for han tror, de andre har sovet fast. Men det hænder, at Mads stille siger, at "han var nu li'egodt alli'evel d'anne inde, da han va' u'e! "

Gustav Wied havde altid et rimeligt forråd af anekdoter med en godmodig eller smertende pointe. Nu skal de sættes på dialog. Det kunne jo være, de blev opført. To Kroner og halvtreds og andre Skærmysler, 1901, bestod af syv dialogiserede fortællinger, hvoraf de seks foregår på landet. De kræver ingen opmærksomhed, undtagen den klassisk fortryllende Skærmysler, der med fordel kan sammenstilles med Et Opgør. En lille Komedie i een Akt, 1904. Skærmysler opstår, hvor to ældre søstre, frøknerne Bülow, bor sammen, kærligt forbundne, men drillende hinanden, den myndige Clara minder stadig den konciliante Hertha om hendes spastiske bevægelser, og Hertha Clara om hendes næse, der snøvler. Deres niece, Ellen, som de har taget til sig, som undervises på kursus og ved forelæsninger, driller Clara groft. Damernes ven, professor Petersen, afleder fint skænderiet, og den hvasse Clara viser sin ømhed for Ellen: "men i Morgen er der atter en Dag -." Et Opgør omfatter to tidligere manufakturhandlere, den gerrige Helms og den generøse Krakau, der deler, skarpt adskilt, værelse på en borgerstiftelse. Helms siger til Krakau: "Du var'nte med til din bedste Vens Kones Begravelse! Det tilgi'r jeg dig
aldrig, Krakau." Det forstår vi, da det opklares, at Helms har plaget sin kone, så denne søgte trøst hos den ugifte Krakau, som bliver far til Andrea, der i ægteskab fødte Helms' dattersøn Knud, der nu er blevet student og alles yndling her på Helms' 80-års fødselsdag. Da denne er overstået, er Helms meget forlegen, men løser knuden, idet han siger til Krakau, at han skulle have røbet hemmeligheden tidligere - for nu er de fælles om den og kan i fortrolighed altid tale om Knud.