Den korte historie

Gustav Johannes Wied blev født lørdag den 6. marts 1858 på Holmegaard i landsbyen Branderslev fem kilometer nord for Nakskov. Han blev født som det femte barn af Carl August og Catharina Wied, der i alt fik elleve børn sammen.

Gustav Wied, mellemnavnet Johannes brugte han stort set aldrig, lagde ikke skjul på, at de uskyldige barneår på Vestlolland var den lykkeligste tid i hans liv. Ubekymret om al verdens suk og klage begyndte han at udfolde sit kulturelle talent og begyndte allerede som seks-årig at skrive små digte og opføre skuespil, når den børnerige familie skulle have underholdning på de lange vinteraftener.

Men hverken hans brødre eller hans far brød sig ikke altid om disse kunstneriske tosserier. Kun den blide mor Catharina tog ham alvorligt, når han ville fremføre et nyt digt, og for at få fred fra brødrene hånlige kommentarer tog hun ham med ud i haven under det store akacietræ eller op på Branderslev Kirkegård.

Når brødrene mobbede ham, dukkede der en indre stemme op i Gustav Wieds hoved. Stemmen hviskede, at han kunne tage det ganske roligt, for „det har det rakkerpak jo ingen forstand på.” Gustav Wied kaldte selv denne stemme for „den anden”, og i erindringsbogen „Digt og Virkelighed” giver han denne stemme en stor del af skylden for, at han turde skrive videre. I wiedenskaben bliver „den anden” da også tolket som en forløber for de karismatiske figurer Faare-Per og Knagsted.

I sin samtid blev Gustav Wied opfattet som litteraturens „enfant terrible”. Og med god grund. Han benyttede enhver lejlighed til at spidde det bedre borgerskab på af grund af dets synlige egoisme og dobbeltmoral. Temaer, der går igen i Gustav Wieds forfatterskab. Kritikere mente, at Gustav Wied nok var en god forfatter, men han forsømte at udnytte sit talent til at forny sig. Gustav Wied forsvarede sig med, at han levede af at beskrive mennesket, som det var, og så længe mennesket ikke ændrede sig, kunne han heller ikke ændre sin måde at beskrive mennesket på.

I virkeligheden var han nok sin egen største fjende. Han følte sig misforstået, og når han fik dårligere anmeldelser, og det fik han tit, tog han det som et personligt nederlag. Da bogsalget begyndte at svigte og hans mavesmerter blev for smertefulde, så han ingen udvej end at tage sit eget liv.

Lørdag den 24. oktober 1914 tog han en dosis cyankalium og gjorde en ende på sig selv og en stor karriere.

Gustav Johannes Wied (6. marts 1858 på Holmegård i Branderslev ved Nakskov – 24. oktober 1914 i Roskilde) var en dansk forfatter og samfundsrevser. Søn af Carl August Wied og Catha Wied og den femte i en børneflok på elleve.

1896 blev han gift med Alice Tutein (1869-1958). Herved kom han i kontakt med sin svigerfar Frederik Christian Ferdinand Tutein på Høgholt i Vendsyssel der skulle blive en betydelig kilde til hans personkarakteristikker og kritik af borgerskabet. Tutein skal have været inspiration til hovedpersonen i romanen Fædrene æde druer.

I en ung alder kom han til København, hvor han blev boghandler medhjælper vikar hos C.A. Reitzels Boghandel. I sommeren og efteråret 1884 arbejdede han som huslærer på godset Overgård ved Mariager Fjord, hvor han bl.a. katalogiserede herregårdsbiblioteket. Samme år tog han til København. Samtidigt med at arbejde som timelærer forberedte han sig med møje til studentereksamen; han bestod i 1886 og blev cand. phil. i 1887. Forfatterskabet

Wied debuterede som Peter Idealist i 1887 med pamfletten Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storeheddinge og dens Følger, som omhandler kultusminister Jacob Scavenius. Scavenius var netop blevet afsløret i at have opsøgt en københavnsk prostitueret, og pamfletten latterliggør ubarmhjertigt ministerens dobbeltmoral.

Wied udgav i 1889 sin første bog En hjemkomst, et sørgespil. Det næste En Bryllupsnat fra 1892, handler om en bedstemor, som vil dræbe sit barnebarn. Det blev mødt med så stor uvilje, at det blev udpebet ved premieren. Barnlige Sjæle fra 1893 karakteriseredes som en samling yderst vovede fortællinger.

Han var kendt som en samfundsrevser og benyttede enhver lejlighed til at spidde borgerskabet. Han var flittig bidragyder til bladet København, som blev redigeret af Ove Rode. En novelle han fik trykt i dette førte i 1892 til at han ved Højesteret blev idømt 14 dages fængsel for utilstedelige udtryk. Det drejede sig om fortællingen De unge og de gamle (fortællingen blev senere let redigeret optrykt i samlingerne Barnlige Sjæle og Fra Land og By (1907)). Wied har skildret sit fængselsophold, som foregik på Tugt- og Børnehuset på Christianshavn, i romanen Ungdomshistorier (1895), hvor forfatteren Gunnar Warberg skal forestille Wied selv.

Hans satire og kyniske humor kom tydeligt til udtryk i romanerne Livsens Ondskab (1899), Slægten (1898), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co. (1913).

Med indtægterne fra komedien Første Violin (1898) opførte han i Roskilde et hus udført efter Wieds specifikke ønsker. Det var opdelt i to adskilte afdelinger, det ene til familiens og det søndre til Wieds arbejdsrum. Dørene imellem de to adskilte dele var beslået med læder langs kanterne. Forfatteren Walter Christmas havde efter et besøg betegnet det som “Kastellet”, og Wied anvendte sidenhen konsekvent denne betegnelse for sit hus. Husets sirlige have blev vedligeholdt af en gartner der gik for at være meget streng, hvorfor Wied kaldte ham “justitsråden”.

I hans sidste år blev hans indtægter mindre, og han led af kraftige mavesmerter; det var den kombination, der førte til hans beslutning om at “gøre en ende på det hele”. Den 24. oktober 1914 indtog han en dødelig dosis cyankalium.

Gustav Wied har skrevet digte, skuespil og de såkaldte satyrspil, skuespil med grundige beskrivelser af interiører, stemninger og personernes tanker. Satyrspillene er Gustav Wieds fornyelse af den danske litteratur. Hans største satyrspil Dansemus blev udgivet i 1905. Dets motto er: ”Ja, vi danser alle efter en højere Lirekasse, Deres Excellence”.

Gustav Wied selskabet blev dannet i 1938. Det har i dag 156 medlemmer.

I Roskilde ligger “Gustav Wieds vinstue”.

Flere veje i Danmark er opkaldt efter Gustav Wied: Gustav Wieds Vej i Aarhus, Frederikshavn, Silkeborg, Ebeltoft, Næstved, Grenå og Søborg. Gustav Wiedsvej i Nakskov. Bibliografi

Blandt Gustav Wieds værker kan nævnes:

  • En Hjemkomst (skuespil) – 1889
  • Silhuetter (noveller) – 1891
  • En Bryllupsnat (skuespil) – 1892
  • Barnlige Sjæle (noveller) – 1893
  • Slægten – 1898 (filmatiseret i 1978)
  • Livsens ondskab – 1899 (filmatiseret som tv-serie i 1971, udsendt i 1972)
  • Thummelumsen (skuespil) – 1901
  • Skærmydsler – 1901
  • Den gamle Pavillon (skuespil) – 1902
  • Knagsted – 1902
  • Dansemus (skuespil) – 1905
  • Fædrene æde druer – 1908
  • Circus Mundi (fortællinger) – 1909
  • Kærlighed – Fire Idyller (skuespil) – 1909
  • Ærtehalm (skuespil) – 1909
  • Pastor Sørensen og Co. – 1913
  • Imellem Slagene (fortællinger & skuespil) – 1914
  • Digt og virkelighed (erindringsbog) – 1914